Bliv elev

Efterskole­livet

Scroll ned pil

Velkommen til Faarevejle Efterskole

Vi har plads til 139 efterskoleelever i 10. klasse. Alle elever bor i elevhuse med plads til 12-14 elever, hvor vi tilstræber en ligelig fordeling af piger og drenge.

Skolen ligger i grønne, landlige omgivelser tæt på Asnæs og Holbæk.

Vi har egen idrætshal, musiklokale/lydstudie, teater/dansesal, eSport-lokale, biograf/medielokale, motionsrum, kreative værksteder, skolekøkken, vaskeri mv. Desuden har vi trådløst Internet på hele skolen. Alle elever tilkøber sig, i starten af skoleåret, en personlig iPad til brug i undervisningen.

Læs mere

Livet på skolen

Eleverne bor i elevhuse, fortrinsvis på dobbeltværelser, men vi har også enkelte trepersoners værelser. I hvert hus bor der 12 til 14 elever, med en ligelig fordeling af pige- og drengeværelser. Til hvert hus er tilknyttet en kontaktlærer som hjælper med at skabe en hyggelig familiestemning.

Eleverne står selv for rengøring af deres værelser og elevhuse. 
To gange om ugen er der rengøring af værelser, huse og fællesområder. Hver elev deltager, udover rengøringen af sit værelse og elevhus, i mindre rengøringsopgaver på skolen.
I løbet af året har hver elev køkken- og opvasketjans.

I løbet af skoleåret er der særlige perioder og fælles oplevelser. Sådanne oplevelser byder på mange stjernestunder og huskes derfor i særlig grad i årene efter opholdet.
Introugerne er fyldt med efterskoleaktiviteter der har til formål at ryste os alle sammen. I september og februar ligger de store fælles skolerejser.
En af årets helt store udfordring er opførelsen af vores musical. I løbet af en uge skal stykket skrives og iscenesættes, musik og kulisser skal produceres, der skal laves lys og lyd, der skal laves reklamer og trykkes billetter osv. Alle elever bidrager til at vi sammen får en af årets helt store oplevelser.
Det hele sluttes af i afslutningsugen, med samvær, oplevelser og ture.
Her ud over kan nævnes sportsstævner, bedsteforældredag, jule- og gallafest og ikke mindst alle årets elevfester, koncerter, caféaftener, foredrag og meget meget andet.

...men vigtigst af alt; en god og tryg hverdag...for dem er der trods alt flest af.

Me&We

Fårevejle Efterskole deltager i udviklingsprojektet “Me&We”, som er støttet af Mary Fonden, Just Human, Efterskoleforeningen og Tuborg fondet. Projektet har fokus på styrkelse af de unges sociale kompetencer, sociale relationer og sociale fællesskab.

Gennem hele skoleåret præsenterer vi de unge for temaer, der gør dem endnu mere opmærksomme på deres egen betydning for fællesskabet.

Vi starter første tema op allerede anden dag på efterskolen. Det første tema hedder naturligvis “Godt i gang”. For nogle elever kan det nemlig være en overvældende oplevelse at starte på efterskole. Forventningerne er store, og det kan være svært at finde sin rolle i det store fællesskab. Dette tema er derfor tilrettelagt med det formål at hjælpe eleverne godt i gang med fællesskabet og det spirende sociale liv på efterskolen.

Temaets aktiviteter er mangeartede og sigter på at løfte baren for denne elevholdets fællesskab.

De unge skriver breve til sig selv, de skal finde vej gennem en labyrint, hvor kun fællesskabet kan sikre succes, vi taler om det psykologiske lyssignal og om at finde modet til at bevæge sig fra det trygge og hen imod det ukendte.

De unge skal tage stilling til specifikke værdiudsagn, der bliver formuleret værelsesværdier - og meget, meget mere.

Efter introugerne afslutter vi “Godt i gang” med øvelser i at lytte på forskellige måder (konstruktivt, destruktivt, aktivt, passivt). Vi voksne ved jo godt selv, hvordan man kan både løfte og sænke udbyttet af en samtale, alt efter hvor nærværende vi er - og hvor meget vi viser den anden oprigtig interesse for hans/hendes udsagn.

Næste Tema hedder “Mig og min mobil”, hvis klimaks bliver, at de unge hver især sætter sig et mål for, hvordan de vil bruge mobilen i samværet med andre.

I alt er der otte temaer i årets løb. Ud over de nævnte skal vi også arbejde med temaerne At lade op, Fællesskab, Forstå dig selv og andre, Søvn, Kammeratskab, Efterskolen.

Målet med årsprojektet er, at denne ungdomsgeneration bliver endnu stærkere og endnu mere kompetente til at navigere i ungdomslivet, hvor skabelse og vedligeholdelse af sociale meningsfulde relationer er et vigtigt redskab.

Rejser

Teambuildingrejse i september

Allerede 4 uger efter skolestart tager vi på den første rejse - til lunere himmelstrøg. Rejsen er tænkt som en ryste-sammen-tur med teambuildingøvelser, spændende oplevelser og fællesskab. 

Skilejrskole 

I vinterperioden tager vi på skilejrskole, med mulighed for alternative aktiviteter for de, der ikke er i stand til at stå på ski.

Weekenderne

Eleverne har senest onsdag valgt om de ønsker at blive på skolen eller tage hjem. Enkelte weekender er blive-weekender - enkelte andre er hjemmeweekender.

Mange weekender er temaweekender hvor man kan deltage i en aktivitet - andre weekender er det eleverne selv der sørger for indholdet. Der skal naturligvis laves mad og vaskes op - ellers kan man hygge sammen om de aktiviteter lærerne eller eleverne laver. Man har, efter aftale med tilsynslæreren, lov at forlade skolen i dagtimerne for at tage på shopping- eller strandtur.

Skolen arrangerer transport til og fra Roskilde i forbindelse med weekenderne. Klippekort til denne rejse købes på kontoret. Turene gennemføres hvis der er mere end 10 elever tilmeldt.

Kost

Kosten på Faarevejle Efterskole er præget af kvalitet, ser godt ud, smager godt og er sund. Vi vægter kosten højt og serverer rigtig god efterskolemad.

At være efterskoleelev er hårdt arbejde. Der stilles store krav såvel socialt som fagligt. Med 24 boglige lektioner og 8-12 tilvalgslektioner om ugen, foruden idrætskampe, friluftsture, musik og teaterarrangementer, er det nødvendigt med en sund og varieret kost, som giver energi og trivsel.

Vort dygtige køkkenpersonale serverer dagligt 3 hovedmåltider, hvortil der er mødepligt, foruden 3 mellemmåltider.

Disse måltider er smukke, sunde, velsmagende og varierede. Vi undgår så vidt muligt forarbejdede produkter og hvor det kan lade sig gøre, anvendes økologiske råvarer.
Der er naturligvis særlige retter til eleverne med særlige kostvaner.

Når det er muligt spiser vi ude på vores hyggelige Torv.

Der serveres hver dag hjemmebagt brød, frugt, grøntsager og salater samt kød, fisk eller vegetarretter.

Morgenmad:
F.eks.: Hjemmebagte boller og hjemmebagt rugbrød, knækbrød, riskiks, smør, hjemmelavet syltetøj, ost, cornflakes, havregryn, rugfras, havregrød, havreflakes, hjemmelavet mysli, ymer/yoghurt naturel, frugt, gulerødder, kødpålæg, honning og sukker.
Te, kaffe, appelsin-/æblejuice og mælk.

Formiddagspausen:
Hjemmebagte boller, frugt, gulerødder el. lign.

Middagsmaden:
Her serveres der varm mad, næsten altid med kartofler, ris, pasta eller bulgur samt varierende tilbehør af årstidens grøntsager/rodfrugter og blandet salat/råkost.

Eftermiddagsmad:
Lidt hygge i form af knækbrød, frugt, gulerødder el. lign.

Aftensmad:
Her serveres kold mad bestående af hjemmebagt rugbrød, pålæg - kød, fisk, æg, ost, salatbar/råkost og lune retter.

21-mad:
kan bestå af Te, hjemmebagt rugbrød med pålæg eller frugt mv.

Velbekomme