Hvad syntes Louie om at være på efterskole?

Hvorfor valgte du Faarevejle Efterskole?
Jeg søgte en skole med en medielinje, og følte mig godt tilpas da jeg var på rundvisning. Her var rigtig hyggeligt, og det virkede til, at der var en god stemning lærere og elever imellem.

Hvordan bor man - og er det fedt?
Det er et stort plus at bo blandede køn i husene. Jeg valgte bevidst skolen, pga. den måde man bor på. At det ikke er "farligt" at besøge hinanden :-)

Hvad er den bedste oplevelse indtil nu?
Friluftturen i starten af året var rigtig god. Her vandrede man sammen med sit hus, og skulle undervejs på turen løse nogle ryste-sammen opgaver. Til sidst endte vi alle sammen i en stor camp, hvor vi skulle overnatte. Jeg er glad for naturen, så det var en fed tur!

Hvordan er dit linjefag?
Vi laver forskellige film, og af og til ser vi også film, som vi analyserer. Indtil nu har vi nok lavet 4-5 film. Skolen har en masse lækkert udstyr, så man går ikke bare rundt med en iPad og optager. Vi lærer en masse om filmiske virkemidler, og hvordan de bruges i praksis.

Kan du beskrive Faarevejle Efterskole med 3 ord?
Venskab, sjov og frihed (grundet de frie regler)

Hvordan er lærerne på skolen?
De er rigtig gode! Det er meget anderledes end i folkeskolen. Man kan snakke med lærerne om alt. Hvis man har respekt for lærerne, så har de også respekt for dig.

Hvordan forløber en weekend på Faarevejle Efterskole?
Der er rigtig hyggeligt. Når der ikke er tema-weekender, så hygger man tit i husene, og snakker med andre elever. Man kan også tage i biffen i Holbæk. Det er fedt at være her i weekenden. Når der er tema-weekender, er der et program man skal følge. Jeg var med i flygtningeweekenden, som var en rigtig god oplevelse.

Vil du anbefale skolen til andre?
Ja! Det er bare mega-sjovt at være her. Hvis man er til sammenhold og hygge, så skal man vælge Faarevejle Efterskole.