Hvad syntes Lotte om efterskolen?

Hvorfor valgte du Faarevejle Efterskole?
Da jeg var på rundvisning virkede det som et tiltalende sted. Både lærere og elever var meget imødekommende. Der var en god ånd på stedet, og det virkede fedt.

Hvordan bor man - og er det fedt?
Jeg bor i elevhuset Egen, som er placeret lidt for sig selv. Da jeg var på rundvisning, ville jeg helst bo i et af rækkehusene. Men nu er jeg rigtig glad for at bo der. Man lærer drengene rigtig godt at kende, når vi bor blandede i husene. Det er en god måde at bo på.

Hvad er den bedste oplevelse indtil nu?
Jeg synes at starten var rigtig god. Der var en masse teambuildingsøvelser, som gjorde at man hurtigt lærte hinanden at kende. Og så nyder jeg at være her i weekenderne!

Hvordan er dit linjefag?
Jeg har dyrket springgymnastik siden jeg var lillebitte, så jeg kan godt lide at bruge kroppen på en aktiv måde. Vi har alle forskellig baggrund i faget. Nogen har danset i flere år, mens andre er nybegyndere. Der er plads til alle på holdet - bare man vil give den gas.

Kan du beskrive Faarevejle Efterskole med 3 ord?
Sammenhold, udfordringer og mangfoldighed.

Hvordan er lærerne på skolen?
Man har et helt andet forhold til lærerne her end hvad jeg tidligere har haft. Det kunne man allerede mærke den første uge. De kommer jo også og siger godnat om aftenen, så det er et helt specielt forhold.

Hvordan forløber en weekend på Faarevejle Efterskole?
De er gode, og rigtig hyggelige. Man har god tid til at slappe af, og jeg bruger meget af tiden i kreativ-lokalet, hvor vi hygger på livet løs. Jeg har også været her i nogle tema-weekender, som var rigtig gode. Særligt flygtningeweekenden var rigtig fed.

Vil du anbefale skolen til andre?
Der er mange muligheder på skolen. Både med sport, og eksempelvis kunst. Her er plads til at prøve lidt forskelligt, da vi både har valg- og linjefag. Skolen er rigtig god, til dem der vil prøve lidt af hvert!